Tennis på Amerikansk College

 

En reportage om at gå på amerikansk college på et tennis scholarship. Interviews med GTK talenter, der studerer på universitet i USA. Første del omhandler Andreas Boers.

Hvorfor vælger flere og flere danske tennisspillere college-vejen og hvad kan vi lære af det? Hvordan er det at studere på et amerikansk universitet? Hvordan er det at spille tennis der? Disse spørgsmål danner grobund for en interviewserie med fem GTKere, som alle går på college.

 

Vi hører alt for ofte at medlemstallet i dansk tennis er faldet drastisk igennem de sidste 20 år. Det har betydning for Dansk Tennis Forbunds evne til at lave kvalitetstilbud til dets medlemmer, klubbernes overlevelse, de resterende medlemmers aktivitet, omverdens interesse osv. Mange af vores største talenter tager på college i stedet for at spille på fuld tid. I talentudviklingen betyder det, at der for mange danske elitespillere er et mål efter juniorårene. Det er godt, da rigtigt mange tennisspillere i Danmark stopper deres udvikling eller helt stopper med tennis, så snart de nærmer sig seniorårene.

Det betyder dog også at vi i dansk tennis har en periode på 4 år, hvor vores største talenter er meget mindre synlige i klubberne i det daglige. De har fået et bedre tilbud end vi i Danmark kunne levere. Det kan iblandt forårsage stor frustration for både DTF og klubberne, som har brugt mange resurser på talenterne. Men måske skulle vi se det som en god investering for dansk tennis, at flere og flere vælger college. College har hjulpet til at vi i hvert fald på herresiden er begyndt at se spillere, der igen kan gøre sig gældende på et internationalt højt plan. Og flere og flere kvindelige spillere begynder også at søge vest for Atlanterhavet for at studere og spille tennis.

GTK har på nuværende tidspunkt fem spillere på college i USA, men de færreste ved, hvad de mon laver derovre. Det forsøges der hermed fra undertegnedes hånd at gøre noget ved. I denne serie, kommer læseren til at møde dem, høre om deres liv i det amerikanske og forhåbentlig få svar på de ovenstående spørgsmål og de som læseren ellers måtte have. God fornøjelse!

 

 

I første afsnit af “Tennis på Amerikansk College” skal vi sige goddag til Andreas Boers, som er 21 år og aktiv på GTKs første- og andenhold:

 

Hvorfor valgte du amerikansk college?

 

- Siden starten af min gymnasietid vidste jeg, at USA var ønskedestinationen til bachelor-studiet. Jeg har et par rigtig gode venner som på daværende tidspunkt spillede for University of New Mexico, og jeg fulgte dem enormt tæt hver eneste weekend, og var totalt hooked på idéen om at spille college tennis. Jeg tog de akademiske prøver over et år før jeg skulle afsted – kunne slet ikke vente, og efter min far og jeg var på en rundtur til 4 skoler i februar 2014, var jeg fast besluttet på at skulle afsted.


Hvilken skole går du på og hvad er specielt ved den?

 

- Jeg er i gang med mit fjerde og sidste år på Illinois State University, som ligger i Bloomington-Normal, Illinois. Vi er en af de ældste skoler i Illinois, og har en masse traditioner. Dét, der overtalte mig til at komme hertil, var sammenholdet mellem drengene på holdet, og mit øjeblikkeligt gode forhold til min coach, som har danske rødder. Det er en stor skole, med omtrent 23.000 elever, så jeg har mødt en masse nye mennesker, og fået enormt mange venner – det er ikke helt uinteressant for den gennemsnitlige amerikaner at møde en udenlandsk tennisspiller.

Hvad studerer du?

 

- Jeg studerer business administration, som nok læner sig mest op af at læse en H.A. Almen hjemme i Danmark.

Hvor meget træner du og hvor mange kampe spiller du på et år ca.?

 

- Vi træner omkring 2,5 timers tennis om dagen, og har en times fysisk træning efter tennis, så træning fylder en del i en hverdag, hvor meget af tiden også bliver slugt af skolearbejde. College tennis er opdelt således at efteråret består af individuelle turneringer (hvor de fleste rejser til samme turnering, men ikke spiller samme draw), og foråret består af egentlige holdkampe (which is what it’s all about ☺). Til dette efterår spiller vi 6 turneringer, som hver består af omtrent 4 singlekampe og 3 doublekampe, men det varierer fra turnering til turnering. College tennis reglerne er ret specielle, og der er meget specifikke retningslinjer for hvor meget man må spille. Man har 25 ’spilledatoer’ om året, men en efterårsturnering gælder kun for 1 dato. Derfor har vi 19 datoer til forår hvor vi kan spille, og der er flere af de dage, hvor vi spiller mere end én holdkamp. Det løber typisk op i, at vi spiller 25 holdkampe på de 16 uger i foråret, og så kulminerer det i ’conference championships’, hvor vi kan spille os til en billet til de nationale mesterskaber (men dem ved Sigs mere om end mig☺)

 

Hvad er den største forskel på Danmark og USA?

 

- Folk er enormt imødekommende og venlige som udgangspunkt, og som student-athlete får man helt enormt meget opmærksomhed fra alle områder af skolen – hvilket også bærer et ansvar med sig. Så den største forskel på at komme herover har været, at der er mange mennesker der regner med dig; regner med din akademiske performance, din atletiske performance, og ikke midst din sociale opførsel. Det at være student-athlete, er at repræsentere en hel skole; alle elever, alle trænere, al administration, og jeg er enormt stolt over at have været en del af noget der er så meget større end mig selv.

Bedste minde?

 

- Det er lidt svært at sætte streg under en enkelt oplevelse, for jeg kan ærligt sige at disse 4 år har været de bedste i mit liv, og jeg har delt nogle uforglemmelige oplevelser med nogle uforglemmelige mennsker, som altid vil være som brødre for mig. Et enkelt eksempel kan jeg dog godt finde frem: Vi slog vores største rival, Drake University, på senior day (de ældste på holdets sidste hjemmekamp nogesinde). Jeg tabte 6-1 6-1 i min single, men min norske roommate gennem 4 år vandt den afgørende kamp, og vi overfaldt ham i glæde. Det er et minde der altid vil være med mig, og som jeg sætter enormt meget pris på at have delt med mine bedste venner.

Evt. Sjov anekdote

 

- Der er for mange – jeg ville ønske jeg kunne spole tiden 4 år tilbage og genleve det hele på ny.