Tennis på Amerikansk College, Sofie Mønster

Fjerde og næstsidste interview i serien er med Sofie Mønster fra Rice University.

Sofie Mønster er 18 år (lidt endnu), førsteholdsspiller og en glad een af slagsen. Hun er dygtig og temperamentsfuld og altid med på et godt grin, til stor glæde for alle omkring hende!

Hvorfor valgte du amerikansk college?

 

Jeg valgte college i USA, fordi jeg synes det er en oplagt mulighed til at kombinere skole og tennis på højt plan. Jeg har de sidste mange år vidst, at jeg ønskede at starte på et universitet i USA, eftersom jeg ikke synes mit tennisniveau er godt nok til at være professionel, samtidigt med at jeg ikke ønsker at trappe ned på tennisen. Ud over dette synes jeg at college i USA er en unik mulighed for at opleve noget nyt og lære at stå på egne ben.

 

Hvilken skole går du på og hvad er specielt ved den?

 

Jeg går på Rice University i Houston, Texas. Rice er en rigtig god skole rent akademisk og har også et stærkt tennishold. For min del var det vigtigt at finde en skole som har begge dele. Rice er en relativt lille skole med blot omkring 5000 elever, hvilket gør overgangen fra de trygge rammer i Danmark lettere. Skolen ligger ca. 10 minutter fra Houston centrum, hvilket er USA’s 4. Største by.

 

Hvad studerer du?

 

Jeg ved endnu ikke hvad jeg ønsker at studere, så derfor er det en fordel, at man herovre ikke behøver at vælge en retning før 2. år. Det vil sige at jeg dette semester tager nogle forskellige fag og ser hvor det fører mig hen. Det her semester tager jeg business, matematik, biologi, “nutrition” (ernæring red.) og engelsk skrivning.

 

Hvor meget træner du og hvor mange kampe spiller du på et år ca.?

 

Lige nu træner vi 20 timer fordelt på 6 dage (både fitness og tennis). Vi har typisk fitness tidligt om morgenen, som enten er løb eller løft efterfulgt af tennis et eller to pas om eftermiddagen. Tennis træningerne er af ca. 2-2.5 times varighed. Vi havde vores første turnering den foregående weekend på hjemmebane. I efteråret har vi individuelle turneringer ca. hver 2/3 uge og til foråret har vi holdkampe, hvor der spilles både single og double.

 

Hvad er den største forskel på Danmark og USA?

 

En af de største forskelle på USA og Danmark, som jeg har oplevet indtil videre, er maden. Det tager lidt tid at vænne sig til kantine-mad og holde sig fra usunde sager, men man finder hurtigt ud af at de søde sager ikke kan spises hver dag. Jeg må blot indrømme, at jeg savner hjemmelavet mad allerede...

En anden rigtigt stor forskel på Danmark og USA er menneskerne. Diversiteten på Rice er enorm sammenlignet med derhjemme. Jeg møder dagligt mennesker fra hele verden, som alle har forskellige baggrunde og historier. Det er meget interessant at lære fra mennesker fra forskellige kulturelle baggrunde og forstå deres perspektiver. Jeg finder de mange nye perspektiver meget horisont-udvidende og givende.

 

Bedste minde?

 

Nu har jeg kun været her i lidt over en måned, hvor den første 1.5. uge var intro-uge og den næste 1.5 uge var orkan-uge, men jeg er meget imponeret over hvor godt sammenholdet er på holdet og hvor gode de er til at bakke hinanden op på og uden for banen. Jeg synes også alle menneskerne der er omkring holdet er meget imponerende; vi har 3 trænere til 8 spillere, samt en fysisk træner og en fodterapeut tilknyttet holdet. De er allesammen altid til rådighed.

 

Samtidigt er det fedt at have en roommate og være en del af det sociale fællesskab der er på skolen, hvor der hele tiden er nogle man kan hænge ud med. Dog skal man også vænne sig til at være omkring mennesker hele tiden og aldrig rigtig kunne være alene, eftersom at jeg deler et relativt lille værelse med en fodboldpige.