Tennis på Amerikansk College, August Holmgren

Om det flotteste campus, at hilse på alle og at lege 1-10.

August Holmgren er 19 år og andensingle på førsteholdet i GTK. Han har været repræsenteret på det danske Davis Cup landshold. I perioden frem til college, rejste han rundt i verden og spillede turneringer. Han opnåede en rangering som 1190 på ATP verdensranglisten.

 

Hvorfor valgte du amerikansk college?

 

Jeg har valgt at gå på University of San Diego, fordi det er en fantastisk kombination af skole og tennis. Her er obligatorisk holdtræning 2 timer om dagen fra mandag til lørdag, og 1,5 times individuel træning to gange om ugen. Holdet tager sammen til 7 Futures turneringer om året og mange flere individuelle college turneringer og holdkampe, som skolen betaler for. Jeg ved ikke hvor mange. Boers har nok bedre styr på, hvor mange kampe man spiller om året. På grund af de kampe, bliver college tennis til et smart mellemtrin før en professionel karriere. Den store mængde træning skaber rig mulighed for udvikling, og jeg håber på at få nok ATP point til, når jeg er færdig med skolen, at spille større prof turneringer. Ellers bliver rejserne udelukkende omkostninger, hvilket er og har altid været et stort problem for mange tennisspillere, der lige er begyndt på "touren".

 

Hvad er specielt ved din skole?

 

University of San Diego er blevet vurderet som værende det flotteste campus (skoleområde) i USA. Jeg tror, at det var en måling fra Princeton Post.

 

Hvad studerer du?

 

Jeg har ikke valgt en bachelor endnu. Det har jeg 2 år til, så jeg vil prøve nogle forskellige fag for at se, hvad der interesserer mig.

 

Hvad er den største forskel på Danmark og USA?

 

Den største forskel på kulturen, som jeg oplever her, er at (næsten) alle hilser på hinanden. Også selv om man ikke kender personen. Der bliver enten sagt "Hi", eller "How are you doing?". Jeg var i Florida med min familie tidligere på året, hvor alle sagde det sidste citat meget hurtigt, "How u'doin?" Det gik vi og lavede sjov med.

Det med at hilse er en interessant kontrast i forhold til Danmark, hvor jeg ofte oplever, at jeg ikke hilser eller bliver hilst på af folk jeg ikke kender.

 

Bedste Minde?

 

 

Mit bedste minde herfra er fra da jeg besøgte skolen for første gang. Jeg sad med tennisholdet og spiste aftensmad, da gutterne pludselig besluttede sig for at lege en "sjov lille leg". Den hed 1-10. To personer siger et tal fra 1 til 10 på samme tid og, hvis man siger det samme tal, har man tabt og udfordres til noget, som de andre bestemmer. Jeg tabte selvfølgelig første gang jeg prøvede og måtte, med min lige så tabende ven, gå hen til 2 fremmede piger og tale dansk. Den anden fra holdet skulle oversætte. Jeg fortalte lidt om mig selv og om, hvor jeg kom fra på dansk. Han forstod selvfølgelig ikke, hvad jeg sagde og fandt på en masse dybt mærkelige ting.  Jeg har heldigvis fortrængt minderne om, hvad han digtede. Jeg husker blot, at han sagde, at jeg ville have deres telefonnummer. Høfligt afslag. Og så gik vi tilbage til resten af holdet, som lidt forgæves prøvede at holde deres højlydte grin tilbage.