Tennis på Amerikansk College, 2. del

En reportage om at gå på amerikansk college på et tennis scholarship. Interviews med GTK talenter, der studerer på universitet i USA. Anden del omhandler Christian Sigsgaard.

Christian Sigsgaard er 20 år og førstesingle på GTKs førstehold. Desuden er han danmarksmester i single, double og mixdouble og har været repræsenteret på det danske Davis Cup-hold.  

Hvorfor valgte du amerikansk college?

 

- Jeg har altid været meget glad for træning, sparringspartnere og set-up i Danmark. Men det kan dog ikke konkurrere med det amerikanske college system på samme måde. Træning, uddannelse og rejser er skemalagt i et skræddersyet program så man får det mest optimale ud af alt. Der er mange mennesker omkring holdet, så hver gør det aldeles lettere at holde fokus på det, man er der for, nemlig at være tennisspiller (…og skoleelev til tider). Der er “strength coaches” (fysiske trænere red.), som har lagt et program, man bare skal følge, for at være klar til sæsonen. Bliver man skadet, eller bare har små gener i ny og næ er der “trainers" (fysioterapeuter red.) klar til at tage hånd om en. Alt dette sammenlagt giver de optimale muligheder for at udvikle sig.

 

Hvilken skole går du på og hvad er specielt ved den?

 

- Jeg går på University of Texas at Austin, som er en kæmpe skole med 50.000 elever og 24.000 personaleenheder, hvilket er USA's 8. Største. Til sammenligning bor der omkring det samme i hele Næstved kommune, hvor jeg kommer fra, så det skulle en provinsknægt som mig lige vænne sig til. Der er mange specielle ting ved at gå på denne skole, men mest specielt er det næsten 100 meter høje klokketårn som står i midten af campus. Der er en tradition, der hedder, at når et sportshold vinder et mesterskab, “conference" eller “national”, lyser hele tårnet op i “burnt" orange (brændt red.), som er vores skolefarve, og vinduerne lyser op indefra og danner et ”1”-tal. Det er efterhånden et par år siden tennisholdet har været skyld i dette, men det ville være stort at være en del af.

 

Hvad studerer du?

 

- Jeg studerer filosofi. (Det er meget få, der er begavet nok til at studere business. @Andreas Boers)

 

Hvor meget træner du og hvor mange kampe spiller du på et år ca.?

 

- Vi har altid to træningspas om dagen, hvor ét af dem altid er tennis, og det 2. pas varierer mellem strength and conditioning og individuelle tennispas med coaches. Efteråret bliver mest brugt som forberedelse til foråret, hvor de helt store slag skal stå om mesterskaberne. Som udgangspunkt er det godt at komme ind til foråret med omkring 15 kampe i benene, men 1. prioriteten er helt klart at have bygget en så god form op, at man kan holde til de omkring 30 “dual-matches”, som er universitet vs. universitet og spilles i foråret. Foråret oplevede jeg som meget hektisk, med kampe hver weekend, nogle gange også midt på ugen. Spændingsniveauet i dual-matches er helt oppe på kogepunktet fra første slag i opvarmningen, til sidste evaluering af dagens indsats efter kampene. Det er oftest så højt, at man visse gange glemmer, det rent faktisk er en tenniskamp, og ikke et rave-party, (som den lollern gymnasielærer, Alex Meyer, fra Danish Dynamite ville sige), man er til.

 

Hvad er den største forskel på Danmark og USA?

 

- Den største forskel på USA og Danmark, som jeg bemærker, er helt klart deres meget lidenskabelige forhold til sport i. Byens stolthed er ofte deres sportshold, og resultaterne kan virkelig påvirke et helt samfund på godt og ondt. Når det er “game-day” for vores football-hold er det ikke bare en football-kamp, men også et kæmpe socialt arrangement, hvor hele byen er samlet før, under og efter kampen. Der er sjældent ledige pladser på stadion, og der kan altså sidde 100.000, hvor der til sammenligning knap kan sidde 40.000 i Parken (eller 100.000 liter letmælk, for at benytte Peter Ingemanns sublime sammenlignings-enhed i tv-programmet ”Størst”). Amerikanere går op i sport med krop og sjæl, og ingen sportsgrene bliver overset. Til vores dual-matches er der nogle gange politi, hvis vi spiller mod rivaler, som skal sørge for, at alt forløber som det skal. Men når alt kommer til alt, er det bare unge mennesker, der repræsenterer deres respektive universitet. Derfor er det så overvældende hvor meget der bliver gået op i det.

 

Bedste minde?

 

- Der er mange gode minder, og specielt mange førstegangsoplevelser der står klart, så som første football-game, første gang den “burnt orange” spillerdragt trækkes over hovedet osv. Jeg var så heldig at have gode tennisminder allerede i min første sæson. Den første turnering, som også er den største individuelle turnering i USA, jeg spillede, startede jeg i pre-kvalifikation, hvor jeg skulle vinde 4 kampe alene for at komme til kvalifikationen, og endnu yderligere 3 kampe for nå til hovedrunden. Så på det tidspunkt jeg nåede hovedrunden, havde jeg vundet tilsvarende kampe nok til at vinde en Grand Slam. Jeg endte med at gå i semifinalen efter 11 sejre i træk, så det var helt klart en præstation, som overraskede selv mine egne forventninger.  Men det bedste minde fra min første sæson var da vi slog Baylor University, som er den mest intense rivalisering vi har på tennisholdet, hvor jeg ender med at clinche den samlede sejr, ved at vinde min single, som sendte os i kvartfinalen i det nationale mesterskab.

 

 

Evt. Sjov anekdote

 

- I vores “dining hall” (cafeteria red.) er der mange forskellige madretter og kombinationer i det hele taget. De fleste retter er helt normale, og ikke noget jeg ikke har set før. Men der var én dag til aftensmad, hvor jeg gik forbi en station, hvor retterne lå meget tæt på hinanden. I det ene fad var der “fried chicken", og lige ved siden af var der belgiske dessertvafler. Overraskende mange af kyllingestykkerne havde forvildet sig over i det andet fad og lå ovenpå de ellers dejlige belgiske vafler, og jeg tænkte det var da ubetænksomt at placere så forskellige retter ved siden af hinanden, men jeg grublede ikke mere over det. Der kom en baseball-spiller, var han vidst nok, op ved siden af mig og glædede sig over madkombinationen den aften, hvor jeg gik ud fra at han var sarkastisk. Han tog derefter en belgisk vaffel og puttede meget selvsikkert ekstra kylling ovenpå, hvorefter han toppede hele retten af med at hælde sirup ud over det hele, så, i min verden meget forskellig gastronomi, blev blandet godt sammen. Han gik ned på sin plads og begyndte at tage store bidder af alle delene på tallerkenen på én gang. Jeg var i chok. Jeg kiggede derefter rundt i hele “dining hall”’en, og så samtlige amerikanere (de kan ikke have været andet) spise det samme, som denne baseball-spiller. Gud fri mig vel, om dette ikke er en legitim ret i dette land.