Emilie Francati og Maria Jespersen udtaget til Fed Cup

Landsholdet, som skal repræsentere Danmark ved Fed Cup Europe/Africa Zone Group II, er blevet offentliggjort på DTFs hjemmeside, og både Emilie og Maria er udtaget! 

Fed Cup afholdes i år på grus i Tatoi Club i Athen. Danmarks hold består af Karen Barritza, Emilie Francati, Clara Tauson og Maria Jespersen. Cheftræner i GTK, Jonas Svendsen er desuden igen i år udtaget som træner, hvor han skal arbejde sammen med sportschef i Dansk Tennis Forbund og Fed Cup kaptajn, Jens Anker Andersen, om at sikre oprykning til pigerne. 

Emilie og Maria har tyvstartet deres forberedelser og er i øjeblikket på Kreta, hvor de spiller minimum to $15.000 turneringer. Maria er urangeret og måtte derfor kæmpe sig igennem kvalifikationen. Det lykkedes hende her til eftermiddag efter en relativt overkommelig kvalfinale. Da det ligger lidt i kortene, at Emilie og Maria potentielt skal tage sig af doublen ved dette års Fed Cup, stiller de selvfølgelig også op sammen i disse forberedelsesturneringer. De vandt første runde med de overbevisende cifre 6-0 6-2 over to spillere fra Rumænien. De spiller anden runde i morgen mod 4. seedede. 

Emilie er direkte i hovedturneringen og møder en spiller fra Bulgarien på onsdag. Pigerne rapporterer at der er god stemning og at det er rart at have hinanden på sidelinjen, når de hver især skal i ilden. 

Vi ønsker pigerne og Jonas held og lykke!