GTK søger administrativ medarbejder - måske med trænererfaring!

 

Gentofte Tennisklub søger udadvendt, positiv og serviceminded administrativ medarbejder med kendskab til foreningslivet og sportsverdenen – måske med trænererfaring!

 


Hvem søger vi?

Vi søger dig, som er struktureret, og brænder for foreningslivet, elsker sport samt samværet og arbejdet med børn og voksne. Har du følgende kvalifikationer og karakteristika?

  • Administrativt overblik

  • Planlægningsstærk - med samtidigt blik for, at fleksibilitet og omstilling er nødvendig

  • Flair for positiv kommunikation og formidling – såvel mundtligt som skriftligt

  • Ansvarlighed for arbejdsopgaverne og over for teamet

  • Selvstændigt initiativ og arbejdsiver

  • Gode samarbejdsevner og teamånd i hverdagen

  • Entusiasme og arbejdsglæde

  • Åben- og udadvendthed med fokus på at skabe glæde og fællesskab i hverdagen og i foreningslivet blandt klubbens mange medlemmer

  • Træner- og/eller tenniserfaring er ikke ”et must”, men du skal være god til at interagere med såvel børn som voksne. Måske der bor et stort ”legebarn” i dig, der forstår at skabe glæde og en fest for specielt vores unge medlemmer

… så er du den person, vi søger.

Dine arbejdsopgaver

  • Varetagelse af alle administrative opgaver i forbindelse med træningen for hovedsageligt vores juniorer - herunder koordinering af træningsplaner, medlemskorrespondance, holdoprettelse og fakturering

  • Deltagelse i ledelse og udvikling af tennisskolen og aktiv deltagelse i samme - der må således forventes en del banetimer

  • Planlægning, koordinering og deltagelse i træningslejre, sociale aktiviteter og sommer camps

Alle arbejdsopgaver udføres med reference til vores cheftræner og i øvrigt i samarbejde med det faste trænerteam.

Vi tilbyder

  • Helårsansættelse på fuldtid

  • Attraktiv lønpakke efter kvalifikationer

  • Gode arbejdsvilkår i et aktivt og til tider også hektisk miljø

  • Du bliver en del af et meget engageret og passioneret trænerteam

Vi forventer, at du er fleksibel og har mulighed for også at arbejde på skæve tidspunkter.

Hvornår du skal starte?

Ultimo august 2019 eller efter nærmere aftale
Vi er fleksible omkring tiltrædelsestidspunktet, da vi gerne venter på den helt rigtig, fremtidige kollega og medarbejder.

Hvem skal du sende din ansøgning til?

Har vi vakt din interesse, modtager vi gerne din skriftlige ansøgning med CV og et vellignende foto. Send din ansøgning til vores cheftræner Jonas Svendsen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Der afholdes løbende samtaler.

GTK

Gentofte Tennisklub blev etableret i 1901 og har i dag over 700 medlemmer. Vores 6 udendørs- og 2 indendørsbaner er beliggende på Skolevej 36 i Gentofte.

Klubbens overordnede ambition er at være en 360 graders klub med plads til og tilbud inden for alle medlemskategorier. Hver sæson arrangeres træning for vores over 200 juniorer med samtidige træningstilbud til alle vores voksne motionister.

Som en af de eneste tennisklubber i landet har vi venteliste på juniortræningen. Flere af klubbens juniorspillere er med helt fremme i toppen af dansk tennis, og klubben har endvidere spillere på internationalt niveau på både junior- og seniorplan. Vores bedste piger er blevet danske mestre for hold 4 gange og herrerne har været tæt på.

GTK er velfungerende med en aktiv bestyrelse, en klubadministration samt flere fuldtidsansatte trænere og en stor gruppe af hjælpetrænere. Vores ambition er fortsat at stadfæste vores status som en moderne og attraktiv tennisklub, der kan tilbyde træning af høj kvalitet på alle niveauer.
Vi fokuserer i meget høj grad på vores medarbejderes personlige egenskaber, deres trivsel og udvikling.

Vi er en dynamisk forening, og arbejdsopgaverne kan variere fra sæson til sæson. Vi supplerer hinanden for herved fortsat at styrke fællesskabet og klubbens ånd, hvor naturligvis tennisspillet, men også det sociale samvær mellem såvel kolleger som klubbens medlemmer på tværs af køn og aldersgrupper sættes i højsæde.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Med sportslige hilsner - Gentofte Tennisklub